Det Norske Akademis Ordbok

konversere

konversere 
verb
BØYNINGkonverserte, konversert, konversering
UTTALE[kånværse:´rə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra latin conversari 'omgås', av con- 'med', se kon-, og versari 'ferdes'; jf. fransk converser, tysk konversieren
BETYDNING OG BRUK
innlate seg i, føre en selskapelig samtale med
; underholde (noen) med sin samtale
SITATER
  • jeg [har] aldrig kjendt hans mage i at conversere damer
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 240)
  • han maa altid have noget nyt at fortælle naar han stiger ned i orchestret og converserer med damerne
     (Halfdan Kjerulfs dagbøker for årene 1833, 1840, 1850, 1851 27)
  • til nogle kavalerer videre hun konverserer: Se, hvor slank og løvestærk!
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter III 514)
  • fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud
     (Henrik Ibsen Vildanden 5 1884)
  • man konverserede sine damer
     (Vilhelm Krag Isaac Seehuusen 90 1900)
  • han spurgte konverserende efter hendes bror
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger I 61)
  • han kremtet og prøvde å konversere henne
     (Agnar Mykle Lasso rundt fru Luna 434 1954)
  • hvor har du lært engelsk, spør han for å konversere
     (Tom Lotherington Den tredje tjeneren LBK 1985)
  • hun har en fascinerende evne til å konversere
     (Hanne Ørstavik Kjærlighet 109 1997)
  • han begynte å konversere sin venn, med utgangspunkt i ting de vanligvis pleide å snakke om
     (Dag Solstad Genanse og verdighet LBK 1994)