Det Norske Akademis Ordbok

kontur

kontur 
substantiv
BØYNINGen; konturen, konturer
UTTALE[kåntu:´r], [kontu:´r]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra fransk contour, til italiensk contornare 'ligge rundt, omgi'
BETYDNING OG BRUK
1 
(ytre) grenselinjer av figur, landskap e.l.
; omriss
; silhuett
SITATER
  • jeg [tok] et blyantsrids af konturerne [i fjellrekken]
     (Nicolai Ramm Østgaard Fra Skov og Fjeld 97 1858)
  • den vilde, graabrune hei fjernt stænges af jøklens konturer
     (Jørgen Moe Samlede Skrifter I 93)
  • endel konturer af kysten [var] steget op foran dem
     (Jonas Lie Rutland 40 1880)
  • jeg søger forpint i gruset efter det elskede trins kontur!
     (Olaf Bull Digte 130 1909)
  • helt innerst i lokalet kunne han skimte konturene av en dør
     (Kjell Ola Dahl Mannen i vinduet LBK 2001)
  • mørket var for tett til at hun så noe annet enn konturene av landskapet
     (Karl Ove Knausgård En tid for alt LBK 2004)
  • jeg kunne se konturene av lommeboka og en kam mot den høyre baklomma
     (Ole Robert Sunde Jeg føler meg uvel 16 2019)
2 
overført
 omriss av noe (abstrakt) som tar form, som bare kan anes
SITATER
  • alt forsvinder, som en drøms kontur, der blegner
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter II 243)
  • konturene av et umulig liv
     (Liv Køltzow Hvem har ditt ansikt? 243 1988)
  • i skarpe konturer så hun skissen til en skikkelig revestrek
     (Jostein Gaarder Sofies verden LBK 1991)