Det Norske Akademis Ordbok

konduite

konduite 
substantiv
BØYNINGen; konduiten
UTTALE[kåndu-i`t:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra fransk conduite 'oppførsel, opptreden, manerer', til conduire 'føre, oppføre (seg)'
BETYDNING OG BRUK
evne til å oppføre seg korrekt i en vanskelig situasjon
; korrekt oppførsel
; taktfull opptreden
EKSEMPLER
  • vise konduite
  • opptre med konduite
SITATER
  • [soldatene spør om korrekt form og talemåte] for at have vished om sagen og for at undgaae tamp og arrest m.m., der følger af ei at have den rette «kan – di – vite og sprit»
     (Halfdan Kjerulf Av hans efterladte papirer 1831–1847 91)
  • opvarteren nærmed sig med langsomme skritt, som konstabler naar de er sig bevidst at de har konduite
     (Hans E. Kinck Naar Kærlighed dør 71 1903)
  • jeg kjender Deres konduite, og sandsynligvis er disse linjer overflødige
     (Fredrik Viller Gamle Friks diamant 69 1911)
  • [Embrek] opførte sig ikke altid med konduite paa sine ældre dage
     (Nini Roll Anker Huset i Søgaten 131 1923)
  • jeg stoler paa Deres konduite og fremfor alt paa Deres lydighed
     (Aftenposten 30.10.1914/4 Øvre Richter Frich)
     | fra kjellerføljetongen «Havets øine»
  • jeg stod over for noe som krevde konduite, og jeg visste det, men det passet meg ikke å vise konduite
     (Aksel Sandemose Alice Atkinson og hennes elskere 57 1949)