klumse
verb
MODERAT BOKMÅLklumset, klumset, klumsing 
preteritum
klumset
perfektum partisipp
klumset
verbalsubstantiv
klumsing
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[klo`msə]
ETYMOLOGI
til dialektalt klume; jf. nederlandsk kleumen 'være stiv av kulde'
BETYDNING OG BRUK
1
ofte i perfektum partisipp
(plutselig, som ved trolldom) gjøre målløs, lam (av forferdelse
eller sterk overraskelse)
; fjetre
SITATER
-
[Petra så] Pedro stige op, med stive, åbne mund og øine, bli klomset, uden evne til at sætte sig
-
han saa hvor hun stod klomset og likesom aldrig fik stillet tønden godt nok med de herreløse hænder
-
endda blev hun sittende; hun visste ikke selv om det var fordi hun var blit klomset
2
(ved trolldom) hindre (et dyr) i å bite
SITAT
-
hun lever av sisselrot og skvallerkål og harer hun klumser og griper og vrir hodet av(Erling Pedersen Kongens kvinner LBK 2008)
3
utføre eller håndtere noe på en klønete, usikker måte
SITATER
-
denne påsken hadde Beate måttet klumse med marsipandeigen alene
-
sønnen når ikke faren til knærne ennå, han klumser og kaver der faren siselerer med langfingret eleganse; sleiver og øser og kopper og kar
-
at han ikke lo eller smilte av klumsingen min, kjentes som en alvorstung hån(Trude Marstein Egne barn 210 2022)