Det Norske Akademis Ordbok

karrig

karrig 
adjektiv
BØYNINGkarrig
UTTALE[ka`r:i]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra middelnedertysk karch, karich 'sparsom, gjerrig'; jf. karg
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 gjerrig
; gnieraktig
; smålig
SITATER
  • ånden er karrig og naturen ødsel
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 257)
  • lad os … ikke være karrige med vor hyldest, men af fulde hjerter bringe den ædle sanger alle vårens blomster i favn
     (Edvard Grieg Artikler og taler 115)
  • [en] karrig knark
     (Hans E. Kinck Vaarnætter 86 1901)
  • solen var for karrig og nordenvinden for flot
     (Peter Egge Inde i Fjordene 69 1920)
2 
knapp
; sparsom
; skral
; mager
EKSEMPEL
  • en karrig belønning
SITATER
  • min undervisning bærer karrig frugt
     (H. Wiers-Jenssen Laurentius 33 1923)
  • den karrige kjøttsuppen
     (Herbjørg Wassmo Karnas arv LBK 1997)
3 
om jordbunn, natur e.l.
 lite fruktbar
; gold
; skrinn
SITATER
  • karrige fjellbygder
     (Aftenposten 1933/294/1/4)
  • en merkelig, oprinnelig musikkbegavelse skutt op av vår karrige norske jord
     (Dagbladet 1933/60/7/1)
  • noen karrige, bladløse bringebærbusker
     (Unni Lindell Slangebæreren LBK 1996)
  • et karrig, beinhardt klima
     (Karin Fossum Jeg kan se i mørket LBK 2011)
  • overført
     
    Ultima Thule’s karrige, kunstfattige jord
     (Hans E. Kinck Italien og vi 31 1925)