Det Norske Akademis Ordbok

karjol

karjol 
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; karjolen, karjoler
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
karjolen
ubestemt form flertall
karjoler
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[karjo:´l]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
via fransk carriole, fra middelalderlatin carriola, carriolus, diminutiv til latin carrus 'kjerre', trolig av gallisk opprinnelse
BETYDNING OG BRUK
om eldre forhold
 lett, tohjulet hestekjøretøy til persontransport
EKSEMPEL
  • i karjolenes tidsalder
SITATER
  • klokken tolv præcis holdt vor gamle kariol for gadedøren
     (M.C. Hansen Noveller 37)
  • hun sad i en kariol med sin kiste spændt bag på
     (Bjørnstjerne Bjørnsons fortællinger 357)
  • længe var det engelskmændene som dominerte i Bennetts karjoler
     (A-magasinet 01.12.1927/3)
  • en høstkveld kom han kjørende i karjol fra byen
     (Jens Bjørneboe Drømmen og hjulet 57 1964)
  • karjolen med skyssgutten har stoppet opp ved Haug prestegård
     (Hilde Diesen Hanna Winsnes 53 2000)