Det Norske Akademis Ordbok

karavane

karavane 
substantiv
BØYNINGen; karavanen, karavaner
UTTALE[karava:`nə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
via fransk caravane, fra persisk
BETYDNING OG BRUK
1 
større reisefølge (av handelsmenn) med lastedyr i uveisomme trakter, særlig ørkenstrøk
SITATER
  • sejlere vilde, som fugle forfløjne, skære mod syd karavanernes spor
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 146)
  • [dragomanen] førte hele karavanen til en oldtids kæmpe-rest
     (Henrik Ibsen Digte 151 1875)
  • krøniker og eventyr har alltid fulgt karavanenes vei
     (Jan Wiese Kvinnen som kledte seg naken for sin elskede 52 1990)
  • det er mange karavaner som legger ut fra byene i Sør-Marokko og inn i Sahara
     (Ari Behn Bakgård 202 2003)
2 
overført
 større følge av reisende
; større opptog e.l.
SITATER
  • i en hel karavane drager toget nedover
     (H. Schulze Fra Lofoten og Solør 113 1865)
  • da teltet var færdigt, drog karavanen afsted, ialt 11 mand og 60 hunde
     (Otto Sverdrup Nyt Land I 47 1903)