kane
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; kanen, kaner 
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
kanen
ubestemt form flertall
kaner
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[ka:`nə]
ETYMOLOGI
fellesgermansk, av norrønt kani 'skål med hank'; jf. dansk kane, svensk
dialekt kana '(stor)
slede', middelnedertysk kāne, kān 'liten (ro)båt, liten fiskebåt'
BETYDNING OG BRUK
slede (med seter) til persontransport
| jf. kanefart
SITATER
-
vintren kom med larm og stads og med travle morskabsplaner: Fart paa kjælker og i kaner, bal og skuespil og fjas
-
jeg faar jo aldrig bruge min kane og køre til byen
-
en god og billig kane tilsalgs(Stavanger Aftenblad 1933/42/12/3)