Det Norske Akademis Ordbok

kanapé

kanapé 
substantiv
Informasjon
MODERAT BOKMÅLen; kanapeen, kanapeer
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
kanapeen
ubestemt form flertall
kanapeer
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[kanape:´]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra fransk canapé, fra latin conopeum, gresk konopeion, grunnbetydning '(seng med) myggnett'
BETYDNING OG BRUK
1 
(eldre type) polstret sofa (med rygg, armlene og 6–8 ben), formet som flere sammenhengende stoler
SITATER
  • hun [sank] om paa kanapeen. Jeg rendte forstyrret omkring for at finde hendes lugtedaase
     (Camilla Collett Fortællinger 19 1861)
  • den gammeldags, med rød plyds betrukne canapee
     (Andreas Munch Barndoms- og Ungdoms-Minder 15 1874)
  • ikke før var pastoren kommet tilsæde paa kanapéen inde i stuen og ordre givet til den varme punsch, før han krammede ud med sine nyheder
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger I 6)
  • Beda slænger sig paa canapéen i hele sin længde
     (Cora Sandel Alberte og Jakob 35 1926)
  • det meste av dagen halvt satt han på kanapéen ved det åpne vinduet
     (Ragnhild Nilstun For kjærlighets skyld LBK 2002)
2 
lite smørbrød uten skorpe, ofte servert i selskap
SITATER
  • kanapéer lå på sølvfat i lange rekker
     (Dag Solstad Roman 1987 67 1987)
  • hun grabbet til seg en håndfull kanapeer på veien, kniste, rakte ham én
     (Jan Kjærstad Kongen av Europa LBK 2005)