Det Norske Akademis Ordbok

hålke

hålke 
substantiv
BØYNINGen; hålken / hålka, hålker
UTTALE[hå`lkə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
avledet av hål
BETYDNING OG BRUK
1 
glatt isdekke på bakken (særlig på vei)
SITATER
  • steile bakker … vare opsvulmende af holke
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 17)
  • langs efter vejen, hvor ikke netop sneen lå, var der holke
     (Bjørnstjerne Bjørnsons fortællinger 244)
  • den blankvaate haalke
     (Sigrid Undset Husfrue 370 1921)
  • en sneklat var alt faldt. Men saa var der kommet en lindveirsdag, og det hele var blit til bare haalke
     (Hans Aanrud Fortællinger I 125 1923)
  • [han] gled på holken
     (Morgenbladet 1934/290/1/2)
  • hun [skled] på holken og forstuet hånden sin
     (Alf Prøysen Den grønne votten 6 1964)
  • rundt brønnen var det blank hålke. Det var farlig å ramle med vassbøttene på hålka, da kunne beinet brekke
     (Atle Næss Østre linje LBK 1994)
2 
sted, flekk på mark, vei som er dekket av glattis
SITATER
  • [gamle «Rutland» lå] med is som glas over hele reisningen, dækket som en holke
     (Jonas Lie Rutland 6 1880)
  • en svart, forfrossen hei med snefonner og haalker
     (Arne Garborg Trætte Mænd 94 1891)