Det Norske Akademis Ordbok

hvelve

hvelve 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLhvelvet, hvelvet, hvelving
preteritum
hvelvet
perfektum partisipp
hvelvet
verbalsubstantiv
hvelving
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[ve`lvə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
dansk form hvælve, av eldre nydansk huelffue, tilsvarer norrønt hvelfa, jf. nynorsk og dialektalt kvelve
BETYDNING OG BRUK
1 
bygge som et hvelv
; gi form av et hvelv
SITAT
  • hvælv dit tag og højn din mur som værn
     (Henrik Ibsen Digte 40 1875)
2 
i adjektivisk perfektum partisipp
 
hvelvet
 som har form som et hvelv
SITATER
  • i løvets hvelvede haller
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker III 208)
     | om trekroner som danner et tak
  • foreldet
     
    himlens hvalte tag
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 6)
  • foreldet
     
    den hvalte mørke gang
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter III 484)
  • foreldet
     
    opad den hvalte flade gaar [månen] blank og fuld
     (Jørgen Moe Samlede Skrifter I 70)
  • foreldet
     
    skude slutter sig til skude, lysglans i de hvalte klude
     (Henrik Ibsen Digte 168 1875)
     | buede seil
  • [han] saa op i det store, mørke, hvælvede rum
     (Peter Egge Hjærtet 62 1907)
  • hun er spædlemmet og liden, men barmen fyldig og hvælvet
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger I 145)
  • borgerne bygde … ofte hvelvede, brannsikre kjellere
     (Trondheim byleksikon 18 1996)
  • hun strøk over den vakkert hvelvede pannen
     (Torill Thorstad Hauger Måne over Eikaberg 7 1998)
3 
refleksivt
 
hvelve seg
 danne et hvelv
; stå, reise seg som et hvelv (over noe)
SITATER
  • foreldet
     
    en stærk orkan en nat kom paa, bjerghøjt sig bølgen hvalte
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter II 78)
  • himlen hvælver sig som et hav af tindrende lys
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 204 1873)
  • mellem [mennesket] og [paradiset] sig hvælved et hav
     (Henrik Ibsen Brand (1885) 144)
  • uten refleksivt objekt
     
    og se hvad sandgov: spydbølger hvælve om Tambarskjelve!
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede Digte I 83)
  • guttungen ligger med vidåpne, undrende øyne og stirrer på himmelen, skyene, de høye husveggene som hvelver seg inn over ham
     (Rolf Enger Bronsegutter 151 2006)
4 
vende (noe) så bunnen kommer øverst
; velte
EKSEMPEL
  • båten hvelvet
SITATER
  • han kvælver og synker
     (Bjørnstjerne Bjørnson Arnljot Gelline 43 1870)
  • ho, der kvælver han båden
     (Bjørnstjerne Bjørnson Arnljot Gelline 43 1870)
  • [en kone] vasked op kopper og tallerkener, som hun hvælved i et trug
     (Amalie Skram Samlede Værker II 84)
  • vi [førte] baaden op paa land [og] hvælvede den
     (Otto Sverdrup Nyt Land II 183 1903)
  • [en stor dønning] kastet de 4 notbåter over grunnbrottet og hvelvet dem
     (Tidens Tegn 1933/32/1/4)
  • har en ikke fiskerist, må en hvelvet tallerken legges på bunn i gryta
     (Dorothea Christensen og Helga Helgesen Husstell (1942) 117)
  • jeg ga containeren et hardt dytt med ene foten, og den kvelvet
     (Stig Holmås Kondoren 132 1994)
  • jeg prøvde å sette meg opp, men det førte bare til at hele verden holdt på å hvelve
     (Kolbjørn Brekstad En navlestreng av stål 236 1995)
  • Snurre vælva seg lynraskt ut av rullestolen
     (Lise Blomquist Blåveispiken 74 1998)
  • en båt ligger hvelvet mot et skjær
     (Ole Paus Pauspoeten 117 2020)
     | i visen «Gomera»
UTTRYKK
hvelve i seg
muntlig
 helle i seg (på en grådig måte)
; belje i seg
  • [når de kokte et vellingfat] som de tænkte de skulde have nok af alle sex, saa hvælvede [Mumle Gåsegg] det i sig altsammen
     (P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke- og Huldre-Eventyr 105 1879)