Det Norske Akademis Ordbok

humre

humre 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLhumret, humret, humring
preteritum
humret
perfektum partisipp
humret
verbalsubstantiv
humring
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[ho`mrə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
beslektet med humle
BETYDNING OG BRUK
1 
om hest
 knegge dempet, med lukket munn (særlig i forventning om fôr)
SITATER
  • to heste, som «humre» mod den indtrædende velkjendte røgter
     (Nicolai Ramm Østgaard Fra Skov og Fjeld 160 1858)
  • hesten var rolig og venn og stod og homret
     (Knut Hamsun Markens Grøde I 34 1917)
  • hesten, som hørte det knased i høsækken, vendte hovedet mod ham og homred
     (Hans Aanrud Fortællinger II 42 1923)
2 
om person
 småbrumme, le dempet og småkneggende av velvære, inderlig tilfredshet eller glede
SITATER
  • Enochsen vrinsker og humrer indfornøiet
     (Jonas Lie Lindelin 8 1897)
  • [Torvald og Aanon] staar og humrer og knegger … og kan ikke tie for bare humør
     (Gabriel Scott Kilden 108 1918)
  • [majoren] humret og kroet sig
     (Hans E. Kinck Sneskavlen brast II 30 1919)
  • jeg humret litt for meg selv
     (Thomas Lundbo Synkere og svevere 18 2010)