Det Norske Akademis Ordbok

gremme

gremme 
verb
BØYNINGgremmet, gremmet, gremming
UTTALE[gre`m:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt gremja, avledet av gram
BETYDNING OG BRUK
1 
volde følelse av bitter, nagende sorg
SITATER
  • det syntes at græmme ham meget, han var i nød
     (Knut Hamsun Markens Grøde I 254 1917)
  • ved sidste valg kom han ikke engang ind i kommunestyret, det havde græmmet ham
     (Kristian Elster d.y. Av Skyggernes Slegt 21 1919)
2 
refleksivt
 
gremme seg
,
gremmes
 føle sinne eller bitterhet
SITATER
  • det er ikke saa, at jeg græmmer mig
     (Sigrid Undset Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis 108 1909)
  • den som græmmet sig var han Andreas Ekra
     (Johan Bojer Samlede verker IV 51)
  • [munnen] græmmed sig i to dybe linjer
     (Peter Egge Hjærtet 230 1907)
  • søker du lyst hos kvinder, skal du få grund til at græmmes
     (Arnulf Øverland Brød og vin 116 1924)
  • jeg skammer meg, jeg gremmes, dør litt inni meg
     (Stig Aasvik Indre anliggender LBK 2012)
  • [jeg] gremmet meg over måten han hele tiden understreket ordene sine på
     (Ingri Lønnebotn Hun var en liten kvinne jeg ikke kjente særlig godt LBK 1997)