gjette - Det Norske Akademis ordbok

gjette

verb

BØYNINGgjettet, gjettet, gjetting

UTTALE[je`t:ə]

ETYMOLOGI

dansk form gætte, omdannelse med -tt- fra preteritumsformen av eldre dansk gæde, som tilsvarer norrønt geta 'få tak i, oppnå'; se også gjetning

BETYDNING OG BRUK

danne seg (og uttale) en mening uten å ha sikre holdepunkter

EKSEMPLER

SITAT

ude i Skjoldviken … var der jo ikke mange at gætte imellem

(Henrik Ibsen Fruen fra havet 74 1888)

| ikke mange som det var mulig å tenke på

UTTRYKK

gjette på (noe)

tenke på (noe) som den nærmeste mulighet

; tippe

de gjettet på at han var rømt
alle undredes de paa, hvad det var for en fremmed kjæmpe, som havde hjulpet dem …, det var nu ingen, som gjættede paa gutten

(P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke- og Huldre-Eventyr 239 1879)
[han] var borte og kikket på seien og gjettet på hvor mye den kunne veie

(Kjersti Scheen Kaperøya LBK 1992)

1.1

litterært

tenke seg

; ane

SITATER

let, jeg tænker, navnet gættes

(Henrik Ibsen Digte 11 1875)
mit ærind tænker jeg vel I så omtrent kan gætte –

(Henrik Ibsen Fru Inger til Østråt 74 1874)
De har gættet min bøn forinden jeg bad

(Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 251)
ingen af dalens kvinder gjættede hvad hun led

(J.S. Welhaven Samlede Digterverker II 165)

forsøke å finne frem til løsningen av (en oppgave e.l.)

; forsøke å finne svaret på (et spørsmål e.l.)

EKSEMPLER

SITATER

du, som jo er tankelæser, – kan du gætte hvad der så faldt mig ind?

(Henrik Ibsen Når vi døde vågner 106 1899)
en skal berge livet, før en setter seg ned og gjetter gåter

(Aksel Sandemose Eventyret fra kong Rhascall den syttendes tid om en palmegrønn øy 80 1950)

UTTRYKK

gjett om

brukt i retoriske spørsmål, til dels som interjeksjon