Det Norske Akademis Ordbok

germaner

germaner 
substantiv
BØYNINGen; germaneren, germanere
UTTALE[gærma:´nər]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
etter tysk Germane, etter latin Germani (flertall); jf. suffikset -er
BETYDNING OG BRUK
historie, språkvitenskap
 person som tilhører den indoeuropeiske folkegruppen som fra forhistorisk tid av har bodd i det nåværende Nord-Tyskland og Skandinavia
; person av et folk med germansk språk
SITATER
  • vi er nordgermaner og har som sådanne meget af germanernes hang til tungsind og grubleri. Men vi har ikke denne races trang til at udtale sig bredt og vidtløftigt. Tvertimod
     (Edvard Grieg Artikler og taler 184)
  • slaver! tænker jeg og ser paa dem, fremtidens folk, verdens sejrherrer efter germanerne!
     (Knut Hamsun Samlede romaner og fortællinger V 180)
  • germanerne hadde jernsverd da Cæsar slo dem
     (Aksel Sandemose Alice Atkinson og hennes elskere 61 1949)
  • Carl Gustav Jung likner en soldat, en veldig kriger fra Alpene, en germaner med blå øyne
     (Karsten Alnæs Sabina LBK 1994)
litterært
 tysker
SITATER
  • dette smil fra Sedan, som følger germanerne i Paris
     (Alexander L. Kielland Samlede værker I (Mindeutgave) 363)
     | med hentydning til tyskernes seier over franskmennene ved Sedan i 1870
  • ironisk
     
    niggeren Owens sprinter, germanerne stuper sprengt
     (Nordahl Grieg Samlede verker I 188)
     | om OL i Berlin 1936, hvor den fargede amerikaneren Jesse Owens vant flere gullmedaljer til Hitlers store misnøye
nå sjelden
 person av nordisk herkomst, med nordisk utseende
SITAT
  • hverken den stupbratte styrtning eller strømhvirvlerne syntes at ha nogen appetit paa den blonde germaners liv
     (Øvre Richter Frich Slangeblomsten fra Magdala 172 1927)