Det Norske Akademis Ordbok

forehavende

forehavende 
substantiv
MODERAT BOKMÅLet; forehavendet, forehavender
genus
nøytrum
ubestemt artikkel
et
bestemt form entall
forehavendet
ubestemt form flertall
forehavender
FULL BOKMÅLSNORM
ETYMOLOGI
dansk form forehavende, avledet av forehave og have fore, se foreha og ha fore: med suffikset -ende, fra middelnedertyske bøyde infinitiver på -ent (genitiv -endes); etter middelnedertysk vorhebbent, tysk Vorhaben
BETYDNING OG BRUK
litterært
 det man har fore
EKSEMPEL
  • hindre ham i hans forehavende
SITATER
  • jeg fik Dem fra Deres overspændte forehavende
     (Henrik Ibsen Gengangere 56 1881)
  • han ønskede sin unge ven velsignelse til sit forehavende
     (Alexander L. Kielland Garman og Worse (1899) 197)
  • hans uavladelige uheld. Alle hans forehavender mislyktes
     (Øvre Richter Frich Slangeblomsten fra Magdala 177 1927)
  • amorøse forehavender
     (Anne-Lisa Amadou Tartuffes ansikt 33 1970)
  • hun holder på å danne seg et slags bilde av meg og mine forehavender
     (Gert Nygårdshaug Honningkrukken 104 1985)
  • hans forehavende er prisverdig – å gjøre leseren oppmerksom på en nyutkommet bok med fortellinger fra mennesker som har vært psykotiske
     (Morgenbladet 21.06.2013/23)