Det Norske Akademis Ordbok

enfoldig

enfoldig 
adjektiv
BØYNINGenfoldig
UTTALE[enfå´ldi], [e:`nfåldi]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
avledet av foreldet adjektiv enfold, jf. dansk enfold, norrønt einfaldr; trolig etter latin simplex, brukt i kristen sammenheng i betydningen 'enkel; oppriktig, ærlig' (se simpel); jf. sammensetningsleddet -foldig
BETYDNING OG BRUK
1 
ærlig, oppriktig og (fromt) troskyldig
; naiv
; godtroende
SITATER
  • Herren verner de enfoldige
     (Sal 116,6; 2011: vokter de uvitende)
  • [vær] kloke som slanger og enfoldige som duer!
     (Matt 10,16; 2011: troskyldige)
  • en stakkels enfoldig tøs
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter II 219)
  • det kirken trængte var ikke filosofi, men enfoldig tro
     (Kristian Elster d.y. Av Skyggernes Slegt 45 1919)
  • han ser snill ut, tenker hun. Sikkert en enfoldig kar
     (Hanne Ørstavik Kjærlighet 50 1997)
  • mytene om østfoldingen som raus først og fremst, men også noe enfoldig
     (ha-halden.no (Halden Arbeiderblad) 26.11.2010)
2 
som har lite forstand
; ubegavet
; dum
EKSEMPEL
  • du er da ikke så enfoldig at du tror dette?
SITATER
  • substantivert
     
    [Guds ord] gjør enfoldige forstandige
     (Sal 119,130; 2011: gir uvitende innsikt)
  • at ville gøre mig bange! Saa enfoldig er jeg da ikke
     (Henrik Ibsen Et dukkehjem 65 1879)
  • mannen var … enfoldig og enkelt anlagt som en tømmerstokk
     (Lars Saabye Christensen Bernhard Hvals forsnakkelser LBK 2010)
3 
enkel
; primitiv
SITATER