Det Norske Akademis Ordbok

egn

egn 
substantiv
BØYNINGen; egnen, egner
UTTALE[æin]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av gammeldansk egn, norrønt eign '(jord)eiendom' med betydningsinnflytelse fra nedertysk jegen, etter fransk contrée, grunnbetydning 'det som vender seg mot en'
BETYDNING OG BRUK
litterært
 landstrekning, landskap, stykke land som danner en mer eller mindre avsluttet enhet
; strekning
; område
; strøk
SITATER
  • jeg [Herren] fører dem fra Nordens land og fra jordens yderste egne
     (Jer 31,8 eldre oversettelse; 2011: ytterste ende)
  • den drømmende egn
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker II 113)
  • leve i en øde egn
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 92 1873)
  • De er ny her i egnen, herr sagfører
     (Henrik Ibsen De unges forbund 9 1874)
  • hele egnen har ta’t sit præg fra Rosmersholm
     (Henrik Ibsen Rosmersholm 79 1886)
  • jeg førtes med til en fortryllet egn
     (Herman Wildenvey Fiken av Tistler 26 1925)
  • du skabte af verden en vakker egn, min sjæl blev en have i den
     (Knut Hamsun Det vilde Kor 1 1904)
  • eventyret [om gulldragens rike] er oppdagelsesreisen til fremmede egner
     (barnebokkritikk.no 2010)