Det Norske Akademis Ordbok

døse

døse 
verb
MODERAT BOKMÅLdøset / døste, døset / døst, døsing
preteritum
døset / døste
perfektum partisipp
døset / døst
verbalsubstantiv
døsing
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[dø:`sə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra nedertysk eller tysk dösen; jf. døs
BETYDNING OG BRUK
1 
være i en avslappet, søvnlignende tilstand
; halvsove
; dorme
KONSTRUKSJON
  • noen døser
SITATER
  • jeg er et varmblodigt menneskebarn, jeg! Går ikke omkring og døser, – med fiskeblod i årerne
     (Henrik Ibsen Lille Eyolf 131 1895)
  • Ravn havde ligget og døset en timestid
     (Amalie Skram Samlede Værker II 631)
  • jeg bare døser og dovner hele dagen igjennem
     (Halfdan Kjerulf Av hans efterladte papirer 1847–1868 72)
  • [han] satt og døste med Dagbladet over knærne
     (Karin Sveen Klassereise LBK 2000)
  • Erika og Laura … lå og døste i sola
     (Linn Ullmann Et velsignet barn LBK 2005)
UTTRYKK
døse av/hen/bort
1 
falle i lett søvn
; dorme av
  • hun sad inde i stuen og døsede hen under madam Tvets læsning
     (Kristian Elster Samlede Skrifter I 50)
  • innimellom [riene] døste Oline av
     (Ragnhild Nilstun For kjærlighets skyld LBK 2002)
  • hun klarte ikke å hamle opp med dette på egen hånd. Hun ville døse bort, legge fra seg ansvaret
     (Line Baugstø Brist LBK 1994)
2 
med objekt, sjelden
  • han [foretrakk] at døse tiden hen i sit kabinet
     (Vilhelm Krag Isaac Seehuusen 30 1900)
2 
overført, om natur
 være ubevegelig eller i rolig, matt bevegelse
KONSTRUKSJON
  • noe døser
SITATER
  • nedenfor ham døser sjøen, still, blank som glass
     (Mikkjel Fønhus Reinsbukken på Jotunfjell 127 1926)
  • [en liten lykt] døsede i muren ved indgangen til raadstuen
     (Alexander L. Kielland Skipper Worse 95 1882)
  • kun en fakkel døser ensomt tilbage
     (Hans E. Kinck Agilulf den Vise 175 1906)