Det Norske Akademis Ordbok

brumme

Likt stavede oppslagsord
brumme 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLbrummet, brummet, brumming
preteritum
brummet
perfektum partisipp
brummet
verbalsubstantiv
brumming
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[bro`m:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra nedertysk brummen; lydord
BETYDNING OG BRUK
1 
frembringe en dyp, surrende lyd
SITATER
  • skogens urlyd er forstummet: ikke længer blir der brummet
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 181)
  • fossen, som i kløften brummer
     (Henrik Ibsen Brand (1885) 230)
  • en kort, brummende latter
     (Henrik Ibsen Bygmester Solness 142 1892)
  • et stort dampskib ulte tungt, det ligned en vældig brummende humle
     (Hans E. Kinck Livsaanderne 199 1906)
  • [aeroplanet] svæver … brummende over revyfeltet
     (Sven Elvestad Aar og dag 135 1913)
  • humlene brummer over rød kløver
     (Johan Borgen Jenny og påfuglen 50 1949)
  • en traktor med henger brummet langs veien
     (Øystein Lønn Thomas Ribes femte sak LBK 1991)
1.1 
synge en melodi i dypt leie uten ord og med lukket munn
 | jf. nynne
2 
(med dyp stemme) gi uttrykk for misnøye, ergrelse
; uttale, si (noe) med dyp (misfornøyd, ergerlig) stemme
SITATER
  • da Rejer anden nytaarsdag … pyntede sig som bedst til ballet … brummede han og var i ærgerligt humør
     (Jonas Lie Gaa paa! 177 1882)
  • majoren brummede lidt over at han skulde spille kjøbmand
     (Vilhelm Krag Isaac Seehuusen 264 1900)
  • «Aa det kan være nok med én,» brummede Jørgen
     (Alexander L. Kielland Fortuna 60 1884)
  • «Barnevæv og løgnagtige rægler!» brummede han
     (P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke- og Huldre-Eventyr 265 1879)
  • far brummet og var i dårlig humør
     (Karsten Alnæs Bakenfor alle farger LBK 2008)