Det Norske Akademis Ordbok

bokspråk

bokspråk 
substantiv
BETYDNING OG BRUK
1 
skriftspråk
 | jf. bokmål
SITAT
  • [et åndelig Ungarn og et åndelig Finland] kommer til national selvbevidsthed og udtrykker dette ved at hæve sine sprog op til bogsprog, til medier for sit nationale liv
     (Arne Garborg Den ny-norske Sprog- og Nationalitetsbevægelse 132 1877)
UTTRYKK
det alminnelige bokspråk
foreldet
 det alminnelige, standardiserte skriftspråk
; flertallsspråket
  • sagen oversendes regjeringen med anmodning om … at lade lovtexten i kongelige propositioner til love affatte saavel i landsmaal som i det almindelige bogsprog, hvor saadant findes hensigtsmæssigt
     (Stortingsforhandlinger 1897/nr. 7II/1345)
2 
unaturlig, stivt talespråk som ligger nær det formelle skriftspråk i uttaledetaljer, ordvalg eller setningsbygning
 | jf. knot
SITATER
  • halvforstaaede udtryk af bogsproget
     (J.S. Welhaven Samlede Skrifter VII 124)
  • den tragiske maske gik paa kothurnen i et saavidt muligt korrekt bogsprog
     (H. Meltzer Politinotitser (1874) 133)
  • snørklet bogsprog
     (Sigbjørn Obstfelder Skrifter I 170 1917)
  • Je bry mig om det, høre du! – Er det nyt orgel til kirken? brød han over i bogsprog
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger I 45)
  • han sa det sidste paa stivt boksprog
     (Johan Falkberget Bør Børson jr. 18 1920)