Det Norske Akademis Ordbok

beve

beve 
verb
BØYNINGbevet, bevet, beving
UTTALE[be:`və]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt bifa; jf. bevre
BETYDNING OG BRUK
poetisk
 skjelve (svakt)
; ryste (svakt)
; vibrere
EKSEMPLER
  • jeg bever ved tanken
  • med bevende hjerte
SITATER
  • all jorden frykte for Herren, for ham beve alle de som bor på jorderike
     (Sal 33,8; 2011: hele verden må frykte Herren, alle som bor på jorden, må skjelve for ham)
  • duggen, der i kalken bæver
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker I 176)
  • skuerne bævte, og brast af vor bøn
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 221)
  • hun bævede af glæde
     (Bjørnstjerne Bjørnsons fortællinger 164)
  • en bævende gjenklang fra halvglemte dage
     (Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 61)
  • jf.
     
    Danmarks klage bæver hid med vinden
     (Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 32)
  • lægge … bævende længsel ind i tonerne
     (Amalie Skram Samlede Værker II 601)
  • det bævende liv som heter sproget
     (Knut Hamsun Sproget i fare 15 1918)
  • hendes hvite ansigt bævet
     (Kristian Elster d.y. Av Skyggernes Slegt 272 1919)
  • da hørtes en bævende klokkeklang fra dypene
     (Arnulf Øverland Brød og vin 150 1924)
  • hun møter blikket bevende
     (Bjørg Vik Elsi Lund 331 1994)
  • den smale munnen bevet
     (Anne Holt Død joker 196 1999)