Det Norske Akademis Ordbok

anfall

anfall 
substantiv
UTTALE[a`nfal]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra middelnedertysk anval, jf. tysk Anfall, verbalsubstantiv til anfallen; jf. anfalle
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 (fysisk eller verbalt) angrep
 | jf. anfalle
EKSEMPEL
  • gjøre anfall på en festning
SITATER
  • anfald paa personlig sikkerhed
     (Adresseavisen 02.08.1814/1)
  • det … morderiske anfald paa Præsident Jackson
     (Morgenbladet 28.05.1835/1)
  • [han understøttet] Martins rasende anfald paa Garmans
     (Alexander L. Kielland Samlede værker I (Mindeutgave) 136)
  • ved anfald utefra var [tårnene] av uvurderlig gavn, ikke mindst som signalstationer
     (Asta Graah Bolander Renæssancens Florens 11 1927)
2 
plutselig og kortvarig tilfelle eller utbrudd av en sykdom
EKSEMPEL
  • få, ha et anfall av krampe
SITATER
  • du havde et besynderligt anfald igaar aftes; det er jo over nu; men du er bleg ogsaa idag
     (Knut Hamsun Victoria 168 1898)
  • manden er ikke frisk. Han har faat et anfald. Han ser syner
     (Gunnar Heiberg Samlede dramatiske verker II 268)
  • jeg fikk problemer med pusten. Det lignet et anfall
     (Jan Kjærstad Oppdageren 408 1999)
UTTRYKK
få anfall
muntlig
 miste besinnelsen
  • har du fått anfall?
  • mor ville få anfall
     (Truls Horvei Blå strenger 48 1994)
2.1 
plutselig og sterkt uttrykk for sinnsstemning
EKSEMPEL
  • i et anfall av sjalusi
SITATER
  • hvilket anfald af afsind!
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 101 1873)
  • i et anfall av verdensomfattende kjærlighet skjøv han brødbakken over bordet til den gamle konen
     (Agnar Mykle Lasso rundt fru Luna 125 1954)
  • han slynget ut den siste replikken i et anfall av svart humor
     (Jan Kjærstad Homo falsus 279 1984)