Det Norske Akademis Ordbok

anfører

anfører 
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; anføreren, anførere
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
anføreren
ubestemt form flertall
anførere
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[a`nførər]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
jf. dansk anfører; avledet av anføre med suffikset -er
BETYDNING OG BRUK
1 
person som leder andre
; fører
; leder
SITATER
  • jeg var hestens anfører, jeg maatte se om alt var trygt for den
     (Knut Hamsun I Æventyrland 121 1903)
  • gutterne lekte … i skare med anfører – slos med andre gaters guttebander
     (Sigrid Undset De kloge jomfruer 6 1918)
  • [han var] en slags anfører for et sleng
     (Aksel Sandemose En sjømann går i land 90 1931)
  • [Coriolan] har, som anfører for Rom i krigen mot volskerne, stanset sine vikende landsmenn
     (Lorentz Eckhoff William Shakespeare 88 1939)
  • anførerne for det argentinske militæropprøret overga seg sent mandag kveld
     (VG 04.12.1990/8)
  • kanskje er dette situasjonen der oppførelsespraktikerne scorer på alle fronter, i hvert fall med en så musikalsk anfører som Nikolaus Harnoncourt
     (Dagbladet 31.12.2006/1/45)
2 
musikk, foreldet
 dirigent
SITATER
  • han spillede … meget godt violin, ligesom han overhodet var meget musikalsk, og var anfører i det musikalske selskab
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 341)
  • Valentino er en indsigtsfuld musiker og en fortræffelig anfører
     (Halfdan Kjerulfs dagbøker for årene 1833, 1840, 1850, 1851 36)
  • anførere, som jasker en mozartsk opera af på den tarveligste måde
     (Edvard Grieg Artikler og taler 152)
  • anden anfører, Mr. Tolbecque, forsøger at lede et slags akkompagnement
     (Jonas Lie Samlede Digterverker IV 227)