værkorn - Det Norske Akademis ordbok

værkorn

substantiv

MODERAT BOKMÅLet

genus

nøytrum

ubestemt artikkel

FULL BOKMÅLSNORM

ETYMOLOGI

fra svensk väderkorn; jf. være

BETYDNING OG BRUK

jakt

evne (hos dyr) til å lukte

SITATER

renen har ypperligt «veirkorn» eller meget fin næse

(Jens Andreas Friis Skildringer fra Finmarken (1910) 39)
[tiggere] fik veirkorn og hørsel som hunder

(Sigrid Undset Olav Audunssøn og hans børn I 76 1927)

1.1

overført

teft

SITAT

det er ingen mann i denne by som har et så sikkert værkorn for våren som bygartner Røhne. Han kan lukte den på langt hold

(Fritt Folk 28.01.1942/5)

dialektalt

værhår

SITATER

katta [kom] malanes med værkønna sine bortmed halsen min

(Chr. Skredsvig Romaner og fortællinger I 12)
den ramme lukta av bjørn kildret liflig i hundens trenete værkorn

(Gudbrandsdølen 18.01.1969/11)